Ecclesia semper reformanda est

Et essay om nye salmer i folkekirken

ved Peder Kjærsgaard Roulund

Påstand

Det inkarnatoriske først. Ordet blev kød i en hel bestemt kontekst, og derfor skal budskabet om inkarnationen også blive kød i de kontekster, det forkyndes ind i.

Dernæst den reformatoriske arv. I ordets kirke vil ordet oversættes og formidles, så det forstås af mennesker, der hvor de lever.

Disse to argumenter leder mig til den konklusion, at når kirkens salmer for de flestes vedkommende beskriver et liv på landet, som det var for 150 år siden, så er det på tide, at kirken begynder at formulere nye salmer.

Indvending

Mod mit synspunkt kan der stilles en række indvendinger.

For det første, at nye salmer ikke er nødvendige, da kristendommen er evig og ikke bundet til forskellige tider.

For det andet, at nye salmer kommer til at fokusere på den tidstypiske lovforståelse og moralopfattelse og ikke på det evige evangelium

For det tredje, at folkekirken bliver fattig uden sin gamle stærke salmeskat.

Modpåstand

Den første indvending om, at kristendommen er evig og ikke bundet til de forskellige tider holder ikke. Kristendommen har lige siden apostlenes dag været en religion, som har været utrolig tro overfor sine kulturelle omgivelser. Et belæg herfor er de store stridigheder mellem de jødiske kristne og de græske stridigheder, der netop afslører kristendommens forskellige udtryk i to forskellige kulturer. Et andet belæg herfor er nogle af den danske folkekirkes vigtigste skrifter. Ny testamente er skrevet på græsk, ligeså den apostolske og den nikænokonstantinopolitanske bekendelse, fordi de er formuleret ind i en græsk kulturkreds. Den athanasianske bekendelse er formuleret på latin, fordi den blev formuleret i det vestlige Middelhav. Endeligt er den augsburgske bekendelse også formuleret på latin, men er mere et forsvarsskrift for de evangeliske kristne i Europa i 1530erne, end en autoritativ bekendelse, hvorimod den athanasianske bekendelse er formuleret som hele den katolske kirkes bekendelse mod forskellige former for vranglære i den tidlige middelalder. Når disse for vor kirke, så vigtige skrifter er formuleret på to sprog, på vidt forskellige måder og i forskellige kontekster, så kan vi også digte nye salmer til nye tider. Det er ikke alene legitimt at arbejde med nye salmer, men det er ligefrem en pligt for kirken.

Den anden indvending om, at nye salmer kommer til at bygge på den tidstypiske lovforståelse og moralopfattelse og ikke på det evige evangelium er delvis rigtig. Salmer står ligesom andre formuleringer af troen i fare for at blive for tidstypiske i sin opfattelse af lov og moral. Dette synspunkts rigtighed kan man se ved at undersøge de redaktioner af både Kingo, Brorson og Grundtvig, som forskellige salmebogskommissioner har foretaget igennem tiden. Salmen "Påskeblomst" har i sin oprindelige udgave tretten vers, så vidt jeg er orienteret. Det er for mit synspunkt en besværlig kendsgerning, at kun i løbet af tidens gang bliver det klart for os, hvilke salmer og hvilke vers, der "holder".

Den tredje påstand om, at folkekirken bliver fattig uden sin gamle stærke salmeskat, er entydig rigtig. Argumentet er dog ugyldigt, da det ikke er et spørgsmål om gamle eller nye salmer, men snarere et spørgsmål om både gamle og nye salmer. Derfor skal de gamle salmer ikke ud af salmebogen, når der kommer nye salmer, med mindre altså der er gode saglige argumenter herfor. De nye salmer skal bare også have en plads i salmebogen, så troen kan have et udtryk, der så at sige er evangeliets udtryk præget med tidens stempel.

Konklusion

Jeg mener, at folkekirken bør "sætte dampen op" på arbejdet med nye salmer. Dette arbejde ligger i fin forlængelse af folkekirkens lutherske arv og dens identitet som kristen kirke.

Troen har fundet sit stedstypiske og tidstypiske udtryk alle steder, hvor evangeliet er blevet forkyndt. Derfor har også denne tid i Danmark og sin typiske måde at udtrykke troen på.

Når man kaster sig ud i arbejdet med nye salmer, vil der ske fejl. Nogle nye salmer rummer kun denne tids forståelse af ret og rimeligt uden at lade evangeliet komme til orde. Men skulle netop ikke vi som lutheranere kaste os frisk ud i det nødvendige arbejde, selvom det er givet, at der vil ske fejl, og at vi vil komme til at synde.

De nye salmer skal ikke afløse de gamle, men de skal supplere de gamle salmer, sådan at tidernes forskellige menigheder kan være i dialog i Herren i de helliges samfund, vi bekender i tredje trosartikel. Men denne dialog kan kun finde sted, hvis vor egen tid også kommer til orde.

I forlængelse heraf har jeg et synspunkt, der strækker sig udover dette essays emne. Jeg mener, at Den Danske Salmebog burde indeholde mange flere salmer fra andre kirkers traditioner, end det er tilfældet, således, at dialogen i Herren i de helliges samfund ikke bare er med trosudtryk fra forskellige tider i vor egen tradition, men også er med troens udtryk fra alle de kristne kirker i hele verden.